Søndag d. 29.9.13.
Du milde hvor er vores natur her på jorden forskellig. Vi ser de mest utrolige farver. Grøn er ikke bare grøn. Det samme gælder for alle andre farver. Da vi var på højskole i Vrå i forsommeren var jeg på malerkursus, og jeg må da indrømme, at det nok har lært mig lidt at se på naturen med andre øjne. Jeg må sande at selvom vi nogle gange tror det, så kan vi ikke hamle op med naturen. Om vi så blander nok så mange farver.
Vi var tidligt oppe i dag, kl. seks for vi blev hentet af bus kl. otte og skulle på en dagstur til Green Island. Det er en tropeø, som vi kun har set på tv eller i tegnefilm. Vandet omkring har de smukkeste farver i grønne, grå og blå nuancer. Øen er fuld af regnskov og palmer og der er anlagt fortove fra boardwalken til stranden. Vi sejlede med en båd som vel kunne tage 200 mennesker. Båden lægger til den store bro og ligger der hele dagen. Den bruges som base dagen igennem.
Vi fik badet, soppet, snorklet og hygget. Frokosten blev serveret om bord, og kl. 13.30 skulle vi alle på en tur tæt på Great Barrier Reef. Det var en båd med glasbund, så vi fik set store fisk og koraler tæt på. Det er en smuk oplevelse. Og lidt uvirkeligt. Vi ledte også efter Nemo. Vi så havskildpadder i havoverfladen, og flere af de mere ihærdige så en del der lå og legede i havoverfladen. Vi så mange farverige fisk, store stimer og rokker. Spændende.
Kl. 16 gik turen tilbage til Cairns og vi blev leveret på campingpladsen. Nu har vi været på flere ture og er meget duperet af logistikken. Alt klapper til punkt og prikke og alle er hjælpsomme og imødekommende ud over hvad man kan forvente. Det er rart. Måske ser vi også tingene fra en anden vinkel, når vi er turister. Men smilet er da den kortestes vej mellem mennesker.
Vi er jo ikke den mest stille og rolige familie! Når vi invaderer en bus efter en god og sjov dag går det ikke stille af. Vi prøver, men får grinet en del. Og hvad den ene ikke kan fortælle, kan den anden. Vi vælter ind i bussen med alt vores habengut. Og vi fylder jo lidt! Dan sætter sig bagerst med tasker for det er jo også en logistisk udfordring at finde ud af hvem ungerne vil sidde ved. Så vi rykker jo lidt rundt. Da vi er bænket kigger vi efter Dan, og kan kun se kasketten. Alle sæderne i bag er langt nede, og han kan knap se ud af vinduet. Han lignede en dværg. Dorte sagde han lignede et barn i voksen krop. Vi var ved at dø af grin. Vi prøver at beherske os men det er så ikke det der er nemmest for os,
Så kommer der en ældre dame og vil sætte sig ved Dan. Han prøver at flytte lidt på alle tingene, men hun kan godt være der. Pludselig ryger hun op ad sædet og sætter sig ved siden af mig. Hun læner sig ind til mig og visker, at hun ikke bryder sig om at sidde ved siden af den mand deromme bagi. Jeg siger: er det ham der du er bange for? Hun bekræfter og jeg er lige ved at vælte bussen af grin. Jeg får endelig fremstammet af det er min mand og han kan ikke gøre en flue fortræd.
Hun blev så flov så flov, men så begyndte hele familien ar grine. Og hun gjorde også. Hun havde et grin som mit, og hver gang vi prøvede at stoppe, begyndte Lene og Dorte. Sådan fortsatte det i en halv time. Vi væltede jo igen, da ungerne spurgte om hun var bange for morfar? Senere sagde hun, hun var bange for at han ville bide hende. Hvor kom det fra? Det var så skægt. Vi griner faktisk endnu, og nu er klokken ni. Hun fortalte at hun skulle med bus til Ayres Rock på tirsdag. Og det skal vi også - godt nok med fly - så måske mødes vi igen. ;)
Som I jo nok har opdaget, er der også lagt en kladde ind som ikke skulle være gjort. Beklager !
Ha det godt alle sammen. Kærlig hilsen os